Skip to content

Hvordan skal kompost se ud når den er færdig?

Hvad gør jeg forkert? Jeg har fået en mail fra en der spørger hvad han gør forkert. Hans færdige kompost er klumpet. Han regnede med en konsistens som kaffegrums. Han har lavet en fornem kompostbeholder. Han komposterer køkkenaffald fra familien på 5 og har gjort det et helt år. Nu er resultatet ikke som forventet.

Der er 2 gode og en dårlig nyhed....

Den gode først: hans kompost er helt perfekt

Sådan ser helt almindelig kompost ud. Man kan godt bruge udtrykket: "man bliver hvad man spiser" om kompost. Hvis komposten består af grøntsager får man een slags kompost, hvis den består af hestemøg får man en anden. Hvis hestene er strøet med halm får man en anden kompost end hvis de er strøet med træpiller. Hvis man venter 2 år mere vil komposten være anderledes end 2 år før. Kompostering er ikke for de utålmodige, det tager laaaaannnng tid.  Ja processen  kan speedes op, vi kan findele det, få det til at varmkompostere, sætte kompostorm til, holde det frostfrit, undlade at det tørrer ud. Men stadig det tager altså år at få en kompost der er helt og fuldstændig strukturløs.

Den anden gode nyhed: kompost med konsistens som kaffegrums er ikke hvad planterne har brug for

Nuvel det ser pænt ud og man kan drysse det ud. Men det er jo ikke det planterne har brug for. De har brug for næringsstofferne ved rødderne og jorden har brug for humus til at holde på vand og næring samt skabe struktur.

Den dårlige nyhed: vi lader os alle forføre af billeder vi ser

I dette tilfælde til at tro at kompost skal være som såmuld. Dvs sigtet så alle grove dele er fjernet. Ligesom når vi ser et billede af en pige med en perfekt hud, så forledes vi til at tro at den hud vi har er forkert. Men virkeligheden er jo at fotomodellen også får en bums fra tid til anden og den bliver blot fjernet med photoshop.

Tilbage til komposten med en konsistens som kaffegrums. Den kan man godt lave, men hvorfor skal man dog det? Planterne har ikke brug for det, de dømmer ikke komposten på udseendet, men på hvad den gør under jorden. Nu kunne jeg godt lave en meget sammenligning fra sovekammeret, men det gør jeg naturligvis ikke.

Man kan lave kompost der er som kaffegrums

Jeg har en kompost som er præcis det den ulykkelige familiefar håbede på. Den er lavet af en stak hestemøg med træpiller og har ligget i over 3 år og der har været masser af kompostorm i. De er smuttet, der var ikke mere mad til dem - dvs der er stadig nogle få orm tilbage, for der er naturligvis stadig noget af de bitte små træstykker der stadig ikke er omsat og som ormene løbende kan gnaske lidt på. Men det store festorgie er slut og så tilpasser ormene sig i antal ved udvandring.

Når kompost bliver til hårde knolde har det også noget med fugtigheden at gøre. Jeg kan også i en 1-2 år gammel kompost finde tørre knolde som jeg ikke kan knuse med een hånd. Det gør ingen ting når først det er blandet med jord så bliver de fugtige og planternes rødder kan fint suge næring fra komposten.

Hestemøg med træpiller som strøelse 3 år gammelt

About Louise Toft Petersen

Avler orm fordi jeg ikke kan lade være. Kompostorm kommer ikke til at redde verden, men de gør komposten lidt bedre.... derfor giver det mening at tilsætte orm til din kompost.

Scroll To Top